Paris, 05/06/2026 - 00:13
Iransk-fransk forfatter bag "Persepolis" død i en alder af 56 år
Forfatter Marjane Satrapis familie siger i udtalelse, at hun døde af bedrøvelse efter tabet af sin mand.
Af: /ritzau/Reuters
Den iransk-franske kunstner, filmproducent og forfatter Marjane Satrapi er død i en alder af 56 år.
Det har den franske præsident Emmanuel Macrons kontor oplyst i en udtalelse torsdag.
Satrapi stod blandt andet bag den selvbiografiske roman "Persepolis".
- Hendes bortgang er tabet af en skikkelse i fransk kulturliv og af en kunstner, der var betaget af frihed, og hvis arbejde bar et universelt budskab og sikrede hende enorm international anerkendelse, lyder det.
Også kunstnerens familie har i en udtalelse, der er delt med det franske nyhedsbureau AFP, udtalt sig om dødsfaldet.
Her står der, at Marjane Satrapi døde af bedrøvelse lidt over et år efter, at hendes mand, Mattias Ripa, gik bort. Svenske Ripa var skuespiller, producer og manuskriptforfatter.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters er der ikke umiddelbart kommet flere oplysninger om årsagen til Satrapis død.
Hun blev født i 1969 og voksede op i den iranske hovedstad, Teheran, i et kommunistisk orienteret hjem. Da hun var teenager, blev hun af sine forældre sendt til Wien i Østrig.
Satrapi vendte efterfølgende tilbage til Iran, hvor hun studerede kunst, inden hun slog sig ned i Frankrig og fortsatte sin uddannelse i Strasbourg.
/ritzau/Reuters




